ferierytter-carsten-blog-hengivenhed

 

I år skulle min rejse være planlagt til “mindste detalje” Min søde kæreste skulle transportere bagagen i bil og og opdage fladerne i landskabet og jeg skulle ride fra overnatning til overnatning og fordybe mig i landskabets detaljer.

En måned inden afgang var Sheewa blevet ifolet og efter let træning tilsyneladende parat til at tage på tur.

Jeg er altid fyldt af forventningens glæde blandet med lidt sommerfugle i maven (eller er det småheste?) når vi skal afsted. Hestetransporten ankommer og vi læsser Sheewa. Det tager et minut. Senere på dagen skal vi mødes igen i Rom, Lemvig.

Klokken bliver 2045 før hestetransporten ankommer, men alt er godt i almindelig håndtering.  Vi har en hyggelig aften i Rom Rideklub. Aftenen fortsætter hos Dorte og hendes mand på Korsgård, hvor vi lærer nye ting om omegnen og specielt bæverne i Klosterheden.

Da vi næste morgen tager afsted viser den første anormalitet sig. Dels er Sheewa meget opsat på at komme ud over stepperne, men det er nu ikke noget nyt. Da vi skal krydse en vej, møder vi en 48t lastvogn. Det viser sig nu, at Sheewa kan lave side-pass uden påvirkning fra mig. Lastbilen svinger væk og alt er godt igen.

Inde i Klosterheden møder vi flere farlige ting: blomster og buske der svajer i vinden. Smalle stier, træer, svampeplukkende (kantareller!!) mennesker og smukke udsigter. Alle skal der skæves lidt til og enkelte skal der hoppes for.

Det lykkedes desværre ikke at se bævere, men mange steder var deres påvirkning af landskabet tydelige. Som en jeg traf sagde: Det her er jo ikke for at få bævere. Det er for at få effektiv naturpleje.

Da vi er ude af området er det tid til vores anden eller tredje græsningspause, men her kniber det med at falde til ro, da der er børnestemmer i det fjerne.

De sidste kilometer er asfalt. Et dambrug får hende til at hoppe, en traktor passerer ubemærket bagfra, men da en personbil skal overhale os lægges der an til galop. 

Alt i alt en meget anderledes og mere nervepirrende tur, end jeg er vant til. Jeg er glad og lettet, da vi svinger ind på Struer Rideklub og kommer på fold.

Da alt er faldet til ro og jeg har delt lidt eventyr med rideklubbens medlemmer, tager vi mennesker til vandrehjemmet, mens Sheewa bliver på rideskolen.

Næste dags morgen bestilte vi smed og satte hende op på staldgangen i to tove. Almindeligvis kan hun stå helt roligt og upåvirket i timevis – også i et ground-tie. Denne morgen skulle være anderledes. Hun rejste sig, hang fast i tovene og fik sig snoet ud af grimen. Hun væltede og slog sig så hun blev lidt halt. Det lykkedes for mig at berolige hende, få grimen på igen og få hende på fold.

Med gårsdagens erfaringer og dette pludselige panikanfald oven i afgjorde jeg, at jeg ikke ville turde være på vej med hende. Hverken på vej i betydningen “afsted” eller på vej i betydningen på veje og stier. Der gik nogle dage med at få hestetransport, men da det endelig lykkedes var resten gnidningsfrit. Vi er nu hjemme og planlægger småture.

Jeg håber på et smukt føl, med Sheewas normalt blide sind.