Carsten Nordenhof red i 1994 en lang tur alene. Hans 6-årige islandske hest, Dagfari, bar ham og deres oppakning 4200 km fra Græsted i Nordsjælland til Santiago de Compostela i Spaniens nordvestligste hjørne. Følg hans tankevækkende, spændende og lune beretning om den lange rejse i pilgrimmenes spor. Her følger afsnit 1 af 16. 

At rejse til hest er en dannelsesrejse. Hesten er den ideelle ledsager på en rejse ind i eventyret. Den fører os væk fra asfalten, væk fra byerne og ad skjulte stier ind i skove og moser. Derind hvor eventyret venter. Hesten lærer os en ny harmoni mellem menneske og dyr, menneske og natur og til syvende og sidst harmoni med os selv. En rejse til hest er en luksus for sjæl og sind. Tid til at nyde, tid til at længes og tid til at indtryk kan sætte sig i sjælen. Til hest er rejsen selve formålet og endemålet er der kun for at have en vej at gå. Et af dannelseselementerne er, at på den lange rejse til hest kan man ikke fare vild. Når der er langt til målet, så er det ikke afgørende om ruten afviger 30-40 km fra hovedretningen. Værre er det at forstene i angsten for at gå forkert og derfor blive ubeslutsomt stående. At lære at spørge om hjælp og at stole på, at fremmede vil dig det godt, er en god erfaring.

Læs FerieRytters præsentation af Carsten Nordenhof 

Santiago de Compostella – 4200 km og 150 dage.

 

Afsnit 1: …jeg var ikke meget for at ride på sådan en stump.

Jeg er tit og ofte blevet opfordret til at skrive om mine oplevelser gennem mange års langtursridning. Jeg kalder mig selv Wanderreiter. Ordet er tysk og betyder er en rytter, der vandrer sammen med sin hest, en som rejser til hest og som rider langt omkring til hest. Nøjagtigt som en vandrer. En vandrende rytter kunne være en nærliggende oversættelse.

Det hele begyndte i 1991, tror jeg, hvor jeg i en avis læste den mest fantastiske rejsebeskrivelse om en vandring i Pyrenæerne. Jeg blev grebet af naturbeskrivelserne og lagde ordene ”på lager” som et mål, jeg engang ville nå. Samme år er der en kollega, der inviterer mig på tur med en islænder-klub og efter mange forsøg lader jeg mig overtale. Jeg (187 cm og 105 kg) var ellers ikke meget for at ride på sådan en stump.

Jeg skal lige love for, at jeg ændrede mening. Solgt til racen og forelsket i islænderen med det samme, købte jeg en utilredet hingst i efteråret, fik den kastreret og begyndte at ride den til. Dagfari var en stor kraftig islænder på 142 i stangmål. Egenrådig som få og med en stærk vilje, var han ikke enhver mands hest, faktisk viste det sig at han i udpræget grad var en enmandshest.

Efterhånden som tilridningen skred frem voksede ideen om at ride hele vejen til Santiago de Compostela frem i min fantasi. I 1992 blev der med baggrund i stor arbejdsløshed mulighed for at tage orlov i en slags rotationsprincip, så 25. januar 1994 tog jeg af sted. Dagfari var 6 år og nytilredet og jeg var 53 og uerfaren.

Det havde ikke været nemt at planlægge, eller rettere sagt, jeg troede at jeg kunne planlægge ruten, overnatninger osv. skridt for skridt, men der er så mange ubekendte, at det hurtigt viste sig håbløst. Jeg ringede til Deutsche Reiterliche Vereinigung og spurgte efter adresser på rideskoler, hestepensioner, avlere, køreforeninger osv. Jeg kan kun sige, at der var mange, faktisk så mange, at det ikke gjorde planlægningen lettere. Men det vigtigste jeg indså var egentlig, at det at have mange aftalte overnatningssteder ville virke begrænsende på oplevelsen og på at turen ville kunne gennemføres i et flow med lange og korte dage efter behov.

I en af mine mange samtaler med Deutsche Reiterliche Vereinigung er der en, der fortæller, at i Pfalz i Tyskland, i en by, der vist nok hedder Reckenthal, er der en Herbert Fischer, der har gjort langtur til sit gebet og som måske kan hjælpe mig. Det er tydeligt at høre på ”dressur-damen” at den form for ridning ikke står i høj kurs! Fat i telefonen, og dermed i Herbert Fischer, grundlæggeren af Deutsche Wanderreiter-Akademie. ”Kender du Vernwanderweg E1?” Nej, det gør jeg ikke. ”Nå find den, der findes en bog om den. Følg den, den passerer her forbi, så hjælper vi dig videre” Nå ja, lige forbi går den nu ikke, men hvad er 50-100 km til hest mellem venner? Især når man i forvejen har redet ca.1000 km.

Men vi bliver i Danmark lidt endnu. De første få skridt væk fra stalden i Græsted går glimrende, men så falder et dårligt fæstnet trangia-sæt ned på bagparten med en lydelig skramlen. Nu går det rigtigt hurtigt fremad – og noget ustyrligt. Jeg får reguleret på oppakningen og sat tingene ordentligt fast, og så går det stille og roligt videre i strålende sol, som dog hurtigt skifter til slud.  Vinteren, der ellers havde ladet vente på sig, kom med fuld styrke og det vedblev at være vinter indtil vi nåede 1000 km ned i Tyskland.

ferierytter-carsten-blog-foran-kirken-slider
Carsten Nordenhof på Dagfarí foran katedralen i Santiago de Compostela


Fortsættelse følger 4. juli…