Afsnit 13 af 16.

Øverst i passet møder vi vilde heste.

Inden vi helt forlader Frankrig, vil jeg fortælle om en lille begivenhed i en by, hvis navn jeg har glemt. Vi er lidt på den, for det er ikke lykkedes at finde en soveplads. Jeg henvender mig til en gendarm (betjent), der først ryster på hovedet, men derefter kommer efter os og spørger om hesten kan være stille. Øhh, ja?  Vi følger efter ham og han opfordrer os til at gå gennem en låge i et lille byhus. Der er ingen have, så jeg er lidt skeptisk, og da han låser døren op bliver det værre. Vi går nu gennem gangen, rundt om et sving, ned ad tre trin og ud i en lille gård. Jeg efterlader Dagfari og derefter viser han mig et sted med fint langt græs i rigelige mængder, som jeg kan plukke og give Dagfari. Vi sov begge godt den nat.

ferierytter-carsten-blog-jean-byport
Byporten…skellet mellem lovløshed og tryghed…

Ved indgangen til Saint-Jean-Pied-de-Port er der også i dag en byport. Her mødtes pilgrimmene af byens toldere, der afkrævede dem told for at komme ind i byen. Pilgrimme og turister har til alle tider været en god indtægtskilde. Byknægtenes knipler kunne få enhver til at betale og den der vægrede sig for meget eller ikke havde til tolden blev taget ved vingebenet og smidt i floden. Heldigvis var der ingen byknægte, da vi red igennem porten. Der er en særlig andagt i at ride gennem en byport. Det forstærker følelsen af at komme ind i en by. En tydelig markering af indenfor og udenfor. En erindring om at i forgangne tider gik man fra utrygheden og lovløsheden  udenfor byporten til trygheden indenfor. De smalle gader inden for myldrer af liv og forretningerne ligger tæt. Jeg sætter Dagfari foran en forretning, jeg skal købe et eller andet, vistnok batterier til mit kamera. Indehaveren ser Dagfari og den Ibsskal jeg bærer og kommer løbende ud af forretningen med en Ibsskal, til at sætte på Dagfaris hovedtøj. Også hesten skal være velsignet på rejsen over Pyrenæerne til Roncesvalles på den anden side. En rejse, der engang var den farligste del af Caminoen og hvor utallige mistede livet.

Næste morgen har Dagfari lidt skoproblemer, så vi kommer ikke så tidligt af sted som vi ville. Vi må derfor finde vej gennem Pyrenæerne alene.  Som vi kommer op i bjergene skifter vejret og tågen begynder at rulle. Det er skæmmende og umådeligt smukt. Dale og spidser der skiftevis skjules og åbenbares, solstråler der spiller på dalsiderne og stiforløb, der forsvinder og kommer igen. Øverst i passet møder vi vilde heste. Vi ser hingsten holde øje med os. Han er måske 25 m væk og står i et lille skår mellem 2 klipper . Godt jeg rider på en vallak. Da vi har passeret ham, uden at Dagfari har værdiget ham et blik, vrinsker han og løber ned til sin flok lidt borte.

Jeg ved, at i Pyrenæerne skal jeg ifølge traditionen skære et kors af ahorn. Et kors, der skal sættes på kampsletten, hvor Roland slog sit sidste slag inden Durandal og Oliphant forsvandt. Durandal var Rolands sværd og Oliphant hans horn. Der er forskellige sagn om de to. Et af dem er, at da Roland, som dannede bagtrop for Karl den Store, blev angrebet blæste han så kraftigt i hornet, at det flækkede, hvorfor Karl ikke hørte ham og ikke kunne komme ham til hjælp. Durandal var både helligt og magisk . En engel havde skænket det til Karl den Store, som gav det videre til sin ridder Roland. I det gyldne hæfte var en af Skt. Peters tænder, bloddråber fra Skt. Basil, hår fra Skt. Dennis afhuggede hoved og en stump af Jomfru Marias kåbe. Durandal kunne ikke sløves og kunne ikke knække. Da kampen viste sig håbløs ville Roland ødelægge sværdet ved at slå det ned i klippen. Det magiske sværd kunne naturligvis ikke slås i stykker; bjerget flækkede og sprækken, der i dag kendes som La Brèche de Roland i Pyrenæerne, skabtes. Fast besluttet på, at sværdet ikke skulle blive krigsbytte kastede han sværdet med stor kraft. Det flyver gennem luften og rammer kirkemuren i Notre Dame, Rocamadour, hvor det skærer sig ind og sætter sig fast. At historien ikke bare er et sagn, men er ganske sand kan enhver overbevise sig om. Både La Brèche de Roland og sværdet i muren kan ses den dag i dag. Turistbureauet påstår ganske vist, at sværdet er en replica, men hvem tror dog på det?

Udsigt til Spanien
Udsigt til Spanien

Efterhånden når vi gennem passet og begynder nedstigningen på den anden side. Lidt nede støder vi på et vildthegn. Jeg må indrømme, at jeg kvier mig ved at skulle klippe et hegn, der måske er et grænsehegn mellem Spanien og Frankrig. Efter lidt frem- og tilbageridning finder jeg heldigvis et sted med en kvægrist og en primitiv låge ved siden af.

Vi følger nu den sti, der går der og kommer lykkeligvis til Roncesvalles. En lidt søvnig lille grå by præget af et kolossalt kloster. Det var her i Roncesvalles, at de første pilgrimme faldt på knæ og takkede deres gud og Skt. Jacob for, at de var kommet velbeholdne gennem bjergene. Byen rummer også en mere barsk påmindelse om, at det ikke var ufarligt at passere Pyrenæerne. Hver morgen gik munkene ud i bjergene og ledte efter nødstedte. De, der kunne overleve, blev plejet, mens de døde og døende blev lagt i byens benhus. En åben bygning, der endnu findes og som mere end noget andet vidner om den ihærdighed datidens pilgrimme måtte udvise. Mit beskedne kors blev lagt ved det kors, der står i Roncesvalles, og som minder de troende om Rolands heltemod.

I klosterkirken mødtes de pilgrimme, der kunne fortsætte, inden turen gik de sidste 787 km mod Santiago. Således også i dag, blot tælles skaren ikke i hundreder, men kan tælles på to hænder. De oprindelige ca. 700 munke er reduceret til 7. Men disse 7 gamle mænd fyldte klosterkirken med gregoriansk vellyd og velsignede os til den videre færd.

ferierytter-carsten-blog-benhuset-roncesvalles-slider
Klostret i Roncesvalles med klosterkirke og benhus

Fortsættes 5. august…

Carsten Nordenhof red i 1994 en lang tur alene. Hans 6-årige islandske hest, Dagfari, bar ham og deres oppakning 4200 km fra Græsted i Nordsjælland til Santiago de Compostela i Spaniens nordvestligste hjørne. Følg hans tankevækkende, spændende og lune beretning om den lange rejse i pilgrimmenes spor her på bloggen.

FerieRytters præsentation af Carsten Nordenhof