ferierytter-carsten-blog-toerke-memento-mori

 Afsnit 15 af 16.

 

…memento mori (latin: husk at du skal dø)

 

Jeg har i mange år været vild med vinene fra Rioja så naturligvis var det en drøm, at komme til at sidde på en lille bar og drikke vin og spise tapas. Jeg red nedenfor Pamplonas gamle bymur, hvorover katedralen rejser sig. Bymuren vidner om en stærk uindtagelig by. Det gamle citadel ligger nu midt i byen og de grønne områder bruges flittigt af de mange studerende og familier med børn. Men inden man er kommet ind i Pamplona skal man passere Puenta de la Magdalena, en årtusind gammel bro over floden Arga, hvor der står et vejkors af sten overgroet med mos og lav.  Gennem Portal de Francia kommer man ind i byens små gader. Jeg havde forestillet mig, at på et tidspunkt i mit liv ville jeg løbe med tyrene gennem Pamplonas gader. Da jeg red igennem og så, hvor smalle gaderne er, fik jeg bogstavelig talt kolde fødder. Det var endnu en af de ideer, der skulle have bekræftet mit selvværd og mit mod. Jeg besluttede mig til, at det ikke var den måde, jeg skulle bevise mit værd på. At løbe i hvid skjorte med en rød halsklud sammen med dusinvis af kamptyre og med en sammenrullet avis som eneste middel til at holde tyrene på afstand, forekom mig ikke mere så attraktivt. I stedet fandt jeg en hyggelig bar, hvor de serverede en glimrende rioja og lavede nogle gode tapas. En gaffel og et vinglas er helt sikkert våben, der passer mig bedre.

Puente de los Peregrinos (pilgrimmenes bro) fører ud ad Puenta la Reina. Det sidste er blevet navnet på byen, om end det også er navnet på broen. Broen blev bygget i 1100-årene. Angiveligt fordi færgemændene der roede pilgrimme over Arga blev for grådige. Pilgrimmene krævede derfor af tempelridderne, at der skulle bygges en bro. De må have haft nogen vægt bag deres stemme, for der blev bygget en bro. Hvad færgemændene har sagt til det, er der vist ingen der husker.  På den videre vej mod Santiago, der endnu ligger ca. 20 dage herfra skal vi passere floden Salado. Aymeric Picaud skrev i sin guide for pilgrimme i middelalderen, at her skulle mænd og heste tage sig i agt, for vandet var forgiftet. Aymeric ved det helt sikkert, for ved bredden sad to baskere og sleb deres knive, fortæller han. Knive, der skulle bruges til at flå de heste, der døde, når de drak af vandet. Aymeric skriver i sin guide: ”Vi spurgte dem, men de løj for os. De sagde, at vandet var drikkeligt og vi lod vore heste drikke. To døde, og baskerne flåede dem straks.” Herfra går det igen videre ad romerveje, over romerske broer og videre over Rio Ega ad endnu en saddelformet middelalderlig bro.

ferierytter-carsten-blog-romersk-broDer er noget særligt ved at ride over en bro, der har stået i 2000 år. Den virker trods sin ælde og sit delvise henfald stærk og klar til at stå langt ind i de næste årtusinder. Den rummer uendelige historier og ekkoer af mange skæbner. Her og på romervejene har almindelige mennesker kørt og gået. De romerske legionærer har ilet fra et land til et andet og fra en landsdel til en anden. Enten for at udvide Roms indflydelse eller for at sikre Pax Romanum. På muren ved vejen har unge mennesker elsket og leet, nogle har skændtes, en pige har grædt over en graviditet og en vandringsmand har siddet i skyggen af en klippe og iagttaget det hele.

Efter endnu et ridt over en romersk bro og ind på en romervej, der snoede sig op i bjerget, følte jeg en uimodståelig trang til til at tage et billede af det fantastiske landskab. Den gamle vej, farverne i næsten ren terracotta, ensomhedens skønhed og alt det der… Billedet blev taget, mens jeg sad i sadlen og mit dengang meget moderne kamera registrerede, at filmrullen var brugt og skulle udskiftes. Derfor rullede kameraet filmrullen tilbage med en lyd som en hvislende slange, så de næste 2-300 m forsøgte Dagfari at løbe fra slangen.

ferierytter-carsten-blog-hoejsletten
Højsletten

For nu ikke – igen – at komme til at beskrive lykken ved at ride over ældgamle broer og ad veje, som tusinder har betrådt før mig, så vil jeg nu fortælle om min tur over en højslette i bjergene.  Dagen begynder med en stejl stigning. Vi stiger vel 4-500 meter og kommer op i et område, hvor græsset er svedet af sol og varme. Jorden er tør og stenet. Jeg burde have vendt om, men gjorde det ikke.

ferierytter-carsten-blog-drikkepause
Drikkepause

Almindeligvis rider jeg kun med lidt eller intet vand. Ideen er, at når jeg er tørstig, så er min rejsekammerat det også. Her er ingen træer og ingen skygge, så jeg ser frem til en sej dag. Temperaturen stiger til over 50⁰C og det eneste vand vi ser er lidt græs, der er lidt grønt i små hulninger rundt omkring. Vi kommer forbi en lerklinet lille bý, men den er tom, ingen hjælp at hente her. Stien vi skulle følge er forsvundet, så jeg må forlade mig på mit kompas. En afbleget hovedskal fra et får sætter ikke ligefrem humøret i vejret. Vi fortsætter og fortsætter, i hvad der føles som en uendelighed og midt på eftermiddagen kommer vi til en skråning, der går ned mod en flod. Dagfari er ret tørstig, så han får lov at drikke, selvom vandet ikke virker rent. Mine læber er tørre, men jeg skal ikke sætte munden til det vand. Aymeric Picaud beskriver jo, at vandet er giftigt heromkring, så jeg skal ikke nyde noget. Jeg forlader mig på, at Dagfari ikke drikker noget giftigt og at hans mave er stærkere end min. Nu om dage har jeg et life-straw med, så kan alt vand drikkes…

Jeg tror der var en halv dag til Rabanal del Camino (som ligger ca. 250 km inden Santiago de Compostela). Jeg var siddet af og lod Dagfari græsse. Med en arm over hans hals begyndte jeg stille at nynne ”Hvem kan sejle foruden vind” Og så brød verden sammen. Udmattelsen efter rundt regnet 140 dage på vej, savnet efter gamle venner og bevidstheden om, at jeg havde brændt nogle broer inden jeg tog af sted brød ud i tårer. Som jeg står der, med tårerne trillende ned af kinderne og delt rørelse, selvmedlidenhed og udmattelse sidder i min hals, er der en bil der standser. De, der sidder i den stiger ud, og spørger om alt er OK. Selv nu her mere end 20 år efter kommer tårerne op i øjnene ved erindringen. Til overflod viser det sig at være nogle  ”Amigos del Camino de Santiago”. De havde hørt om en rytter, der var på vej fra Danmark (rygtet er hurtigere end benene, det flyver som vinden), og at de var trætte. De var på vej til en nærliggende by, hvor de ville købe kraftfoder til Dagfari, og så tilbød de os tre overnatninger. Det maksimale antal en pilgrim må være på herberget.

 

Jernkorset højt hævet over stenbunken
Jernkorset højt hævet over stenbunken

Vi klatrer langsomt op ad vejen mod Ponferrada. Det er et stednavn, jernkorset. Korset er monteret på en stage, der står en høj bunke af småsten. Hver af disse sten, og der må være hundredtusindevis, er bragt dertil af en pilgrim. Stenen bringes hjemmefra og bæres hertil som et symbol på de sorger og bekymringer man har og lægges i bunken. Nu er det gamle liv lagt bag en, og man er næsten klar til et nyt. Her ligger også  en tempelridderborg. Et monument over tempelriddernes magt. og rigdom. En magt og rigdom, der var så stor at Pave Clemens i 1300-tallet opløste ridderordenen og inddrog deres midler. Under tortur tilstod ridderne bespottelse af korset og mange hundreder blev brændt som kættere.

Herfra går vejen ned mod det grønne, frugtbare og fugtige Galicien. Jeg skar en bugt af stien og kom derved til at ride hen over en vild mark med tørrede aromatiske urter. Det knasede under Dagfaris hove, duftene steg op under himlen og passerede på vejen min næse. Hvis den duft havde kunnet fyldes på flaske, så ville jeg have taget den med hjem og nærigt brugt en smule, et enkelt duftmolekyle i årene efter. Det var mageløst.  

Fortsættes 7. august…

Carsten Nordenhof red i 1994 en lang tur alene. Hans 6-årige islandske hest, Dagfari, bar ham og deres oppakning 4200 km fra Græsted i Nordsjælland til Santiago de Compostela i Spaniens nordvestligste hjørne. Følg hans tankevækkende, spændende og lune beretning om den lange rejse i pilgrimmenes spor her på bloggen.

FerieRytters præsentation af Carsten Nordenhof