ferierytter-carsten-blog-farvel-til stoevlerne

 Sidste afsnit.

 

Jeg er jo lige her uanset, hvor jeg går.

I El Cebreiro er der nogle særprægede ellipseformede huse (pallozas). Halvt nedgravede og med stråtage, der er lavest mod nord. Tagene er lidt skævt fladtrykte og kan modstå vind, vand og kulde.  Husenes grundform stammer tilbage fra keltisk tid, dvs fra ca 600 f.v.t.til ca 400 efter. I El Cebreiro er også kirken Santa Maria La Real, hvor 1300-tallet blev vidne til et mirakel. Under en messe kom en bonde ind. Han havde stridt sig afsted gennem storm og sne. Munken, der afholdt messen var lidettroende og sagde højt, at manden jo måtte være forrykt, at begive sig afsted i sådan et vejr bare for en bid brød og en slurk vin. Næppe havde munken velsignet brød og vin før miraklet skete og brødet blev til kød og vinen blev til blod.

Kalken og hostiebakken kan endnu beses bag tykt glas inde i kirken. Det siges, at den, der ser ned i Gralen bliver blind eller kommer ud for et uheld. Jeg skulle ikke nyde noget af at være nysgerrig, så jeg valgte at stole på præsten.

Her i El Cebreiro mødes den keltiske religion  med den kristne. Historierne om Den Hellige Gral, Avalon og Kong Arthur har sin rod her. Det kan sagtens give næring til drømmene når man overnatter i refugiet ved siden af kirken. Samme sted og bygning som pilgrimmene har overnattet i siden 826.

Ti km inden vi når til Santiago de Compostela når vi til Lavacolla. Her vaskede pilgrimmene sig over hele kroppen, så de i respekt for apostlen kunne komme renvaskede frem. Rio Sionlla ligger lidt gemt et lille stykke fra hovedvejen, og det kræver god fantasi, at holde fast i middelalderen, mens vogntogene suser forbi. Men vaskes skal vi. Videre fremme kommer Monte del Gozo, hvorfra man kan se Katedralen i Santiago de Compostela. Herfra gik mange barfodede og det sidste stykke af landevejen var våd af tårer. Inde i byen kommer vi frem til bagsiden af katedralen og nu forstår jeg hvorfor vejen fra Monte del Gozo var våd af tårer. Lettelse, glæde og taknemmelighed blander sig og bliver til tårer. Jeg sad på en trappe og græd, turister filmede den grædende rytter, men nogle gode venner fra vejen slog ring og gav mig et rum at være i.

ferierytter-carsten-blog-foran-kirken
Foran katedralen i Santiago de Compostela

Vi rider ned ad en trappe og er nu nede på pladsen foran Katedralen. Den er enorm. Midt i portalen er en søjle, hvor Jakob ser ud over de besøgende. Nederst på søjlen starter Jesu stamtræ. Fem hulninger er slidt i stenen af et uendeligt antal fingre, fem avemarier eller blot tanker til dem derhjemme og dem der hjalp på vejen. Den knælende pilgrim respekteres og gives plads.

 

ferierytter-carsten-blog-hestebroenden-santiago
Hestebrønden

Ved siden af Katedralen er Hestebrønden og det kontor, hvor man kan få udstedt sit Compestolanum, beviset på at pilgrimsturen er gennemført. For mit vedkommende som den første danske protestant “ved egen kraft” siden 1580.

ferierytter-carsten-blog compestolanum-overraekkes
Compestolanum overrækkes

Herefter begynder et nyt liv. Jeg tager offentlig transport ud til Finisterre for at beskue verdens ende. Her bader jeg i havet, smider mit tøj ud og tager nyt på. Da jeg igen vender mig mod Santiago de Compostela og, endnu længere væk, mit hjem er det som en genfødt, der nu har chancen for et bedre liv end inden jeg tog af sted.

ferierytter-carsten-blog-cap-finisterre-2
Cap Finisterre – ved verdens ende…

Jeg tog af sted for at virkeliggøre mit selvbillede om den ensomme ulv, der klarer alt. For at møde eventyret og konfrontere mig selv. Først skulle jeg imidlertid finde mig selv. Det var sværere end jeg troede, for lige meget hvor jeg så, så var jeg ikke der. Jeg så og mødte mange andre. Det var først efter mange, mange dage (ved Rabanal) det gik op for mig, at al søgen efter sig selv ude i verden er omsonst. Jeg er jo lige her, uanset hvor jeg går…Når blikket rettes indad, kan man i glimt få øje på sig selv, og lære, at det er i mødet med andre at livet får værdi. Intet menneske er en ø, og den der tror det, er en tåbe, der afskærer sig selv fra store oplevelser og ditto erfaringer. Så det blev en dannelsesrejse. En rejse ind i sjælen, og en mulighed for at tage liv og adfærd op til revision. Dagfari var en væsentlig faktor i det spil. Den konstante opmærksomhed og ansvaret for at han trivedes var en god læremester. Hans stabile og rolige gemyt var til megen trøst og glæde. Jeg ved ikke hvem, der passede mest på hvem, og det er vel også lige meget. Vi passede på hinanden på den måde, som vi hver især magtede, og det er det vigtigste i al omgang med såvel mennesker som dyr.

Efter hjemkomsten gjorde jeg noget, jeg ikke burde have gjort, men som mit livs omstændigheder nødvendiggjorde. Jeg solgte Dagfari. Han var en enmandshest og accepterede kun en rytter, og trods det svigtede jeg og lod ham gå videre. Han genopdagede derefter en del af sine gamle unoder. Han blev 20 år og døde at “Tarok-sygen” den 19. januar 2008. (Se mere i Dansk Islandshesteforenings blad, Tölt, juni 2008 s 46ff).

Slut

11. august 2016:

FerieRytter har fået Dansk Islandshesteforenings tiladelse til at bringe en artikel fra 2008 i foreningens blad, Tölt, som handler om, hvad der videre skete med Dagfarí. Lene Bagger er forfatter den den velskrevne hesteprofil – med gode fotos –  og efter læsningen får man bekræftet, at det var en ganske særlig hest Carsten havde som rejsekammerat på sin lange tur. Carsten har scannet artiklen fra sit eget eksemplar af Tölt, så vi bringer her links til de 4  pdf-filer, der åbner, hvis du har Adobe på computeren.

Dagfari1

Dagfari2

Dagfari3

Dagfari4

 

Carsten Nordenhof red i 1994 en lang tur alene. Hans 6-årige islandske hest, Dagfari, bar ham og deres oppakning 4200 km fra Græsted i Nordsjælland til Santiago de Compostela i Spaniens nordvestligste hjørne. Følg hans tankevækkende, spændende og lune beretning om den lange rejse i pilgrimmenes spor her på bloggen.

Læs mere om Carsten Nordenhof