FerieRytter på forsiden af Hestemagasinet Maj 2016

FerieRytter er begyndt at samle udbydere af hesteoplevelser i Danmark på vores hjemmeside.

Her er vi ved at skabe et overblik over de skønne oplevelser, der er at få med hest i Danmark.

Det kan være Ridesafari, Turridning, Hestevognsferie, Høhoteller, Western-lejr, Rideudstyr, Bondegårdsferie, Sælsafari, Undervisning, Horsemanship, Rideterapi, Shelters, Bed&Horse, HEAL (HEsteAssisteretLæring) og til Webinarer om ‘Sikkerhed til hest’ og der er mere på vej.

Vi har været både på Sjælland og i Jylland for dels at holde oplæg om hesteturisme – og dels besøge udbydere af dejlige hesteoplevelser.
I Gribskov Kommune i Nordsjælland delte vi vores tanker om hesteturisme med hestefolk og politikere, som gerne vil tiltrække hestefolk til deres kommune.
Gribskov Kommune vil også gerne hjælpe de ryttere, der arbejder for at lægge en Parforcejagtrute fra Dyrehaven nord for København til Tisvildeleje.

I Sønderjylland besøgte vi Kommandørgården på Rømø, hvor vi så de nybyggede stalde og dejlige faciliteter til heste og ryttere.
I Midtjylland deltog vi senere i et spændende møde om ‘Rid, Rejs og Ryk på landet’ i Ringkøbing-Skjern kommune.
Vi var så heldige, at vi blev inviteret til at bo hos Havhesten, hvor vi både nåede en tur i HotTub og en tur på islandske heste gennem klitplantagen og ud til Vesterhavet.
Fantastiske oplevelser – og vi deler gavmildt ud af vores ‘Guldkorn‘.

FerieRytters Facebookside, kan du jævnligt finde et lille skriv om nogle af disse skønne steder.
Oversigten over udbydere omfatter nu også rideruteinitiativer i Danmark.
Vi vil samle rideruter og hestelaug på hjemmesiden, så du hurtigt kan få et overblik over, hvor der arbejdes på at skabe adgang og ordnede forhold for ridning i naturen.
Rideruten Thy ligger som den første på FerieRytters hjemmeside og der kommer flere hen ad vejen.

Og Coverfotoet til Hestemagasinets Maj nr har vi også leveret – sammen med en artikel om hvordan du kommer godt afsted på hesteferie.
Coverfotoet: Marie Kepp med Pascha og Carsten Nordenhof med Sheewa, som rider i en af de dejlige skove på Lolland.